Helvedes forgård

Helvedes forgård

Jeg er glad og taknemmelig for at min mand kender mig så godt og at han bærer over med mig og mine skøre ideer. Jeg lovede højt og helligt i foråret at denne gang skulle det nok blive anerledes. Jeg skulle nok styre mig. Det hele var på en anden måde nu. Det var dengang.

Vi fik lavet en ny, flot træ terasse i forhaven. Så kan vi nyde eftermiddags/ aftensolen. Vi havde en stor, flot terasse og udestue mod øst siden af huset – men den er propfyldt med møbler og planter og krukker. Der er rigtig mange blomster. Så mange at min mand kærligt har døbt den “det grønne helvede”. Meningen var jo så, at den nye, skønne plet på vores jordlod skulle være arbejdsfri – ingen planter som sådan. Bare et sted at slappe af og ingenting at vande, nippe, tilse eller pusle om. En kost skulle være nok.

Helvedes forgård

Men en ting er den gode vilje – noget helt andet er at man (jeg) i længden ikke kan vinde over sin natur. For selvfølgelig slapper jeg supermeget af med at planlægge og komponere plantearrangementer. Det er meget mere fantastisk for mig at sidde mellem skønne, grønne planter der indrammer rummet og definerer det for os. Både fordi planterne i sig selv er skønne, men også fordi jeg kan se at naboerne bliver gørnne af misundelse….

Min inspiration kan komme alle mulige steder fra. En smuk flacon på en perfume i Matas, andre haver, en historie, et foto af en have. Jeg ser ikke mig selv som specielt kreativ. Men jeg elsker at skabe overdådige, frodige og blomstrende haverum. De gør mig glad.

Så inden længe har min mand jo måttet sande at jeg – om ikke bevidst – for han er ved at dø af grin – han vidste jo udemærket godt at hvordan det ville gå – at jeg mere eller mindre bevidst har løjet for ham. Så nu har han døbt den ene terasse helvedes forgård, og den gamle terasse er helvedes baggård. Sådan er det, og jeg elskere mine grønne helveder.

Der er lodrette, klatrende planter; clematis, vedbend og min aller yndlings, den duftende, overdådige kaprifolie. Af stedsegrønne vidunderere har jeg buksbom, små opstammede thuja, og havens buskdronning, den skønne pieris japonica Mountain Flame. Selvfølgelig har jeg også nogle dværg rhodendendron der år efter år overrasker mig med deres ovrdådige blomsterrigdom. 

Til min store sorg er det ikke muligt for mig at drive smukke roser. Vi bor for tæt på havet og alt, alt for blæsende. Men istedet trøster jeg med mig med alle varianterne af buskpotentilens farver. Tilsammen laver de en multikoloreret og fantastisk hæk.

Ja, jeg kunne blive ved og ved, om forårsblomstrende løgplanter, giftige, ugiftige og planter der er egnede til afskæring. Men det korte af det lange er at haven er min passion og min store glæde.  Hvis du nogensinde får mulighed for at anskaffe en have – stor eller lille – er mit råd: Gør det. Det bringer så meget glæde ind i dit liv.

 

You may also like...

Skriv et svar