Vi havde i dag en gæsteforelæsning, som blev afholdt af en historiker og han hed noget med Kande. Han var fra udlandet, så jeg fangede ikke det hele, men det var alligevel meget interessant. I dag arbejdede han dog for matas.dk og fokuser på hvordan deres hjemmeside kan tage sig godt ud – lidt af et branche skift. Han mindede dog heller ikke om en typisk historiker med hans flotte hårvoks og skæg.
Men her kommer så hvad han snakkede om:
Hvilke ændringer i dansk litteratur?
Ved det moderne gennembrud går vi fra romantikken til naturalismen. I romantikken er litteraturen inspireret af naturen, det guddommelige og religiøse, og i naturalismen er litteraturen inspireret af videnskaben. Forfatterne søger sandheden og et væsentlig træk ved naturalismens litterære tekster er, at de er debatsøgende og forholder sig kritisk til samfundet. Manden, der grundlægger denne nye strømning, er Georg Brandes. Georg Brandes mener at naturvidenskaben også påvirker det åndelige, og dette ses i et ændret menneskesyn. Holdningen bliver nu, at mennesket er determineret af arv og miljø. Her viser det sig i slutningen, at der stor kontrast mellem forestilling og virkelighed. Den store ændring i det moderne gennembrud er, at forfattere ikke længere er underlagt religion, og at de nu frit kan belyse alle problemerne i samfundet. Dette kommer til udtryk i de mange samfundskritiske romaner fra tiden af blandt andre Henrik Pontoppidan.
Hvordan er menneskesynet anderledes?
Ørneflugt er en novelle fra 1893 skrevet af Henrik Pontoppidan. Den handler om en Ørn der hedder Klaus, som er vokset op på en præstegård blandt kyllinger og ænder. De første ting man lægger mærke til i novellen er, at Klaus ikke opfører sig som en ørn, men snarer som en and. Normalt har den stækkede vinger, men en dag bliver præsten syg og alle har så travlt med at passe ham at man glemmer at stække ørnens vinger. Det medfører at Klaus flyver væk, men Klaus føler sig ikke hjemme i naturen og vender hjem igen. Karlen på gården ved ikke at Klavs har været væk, så han tror det er en fjendtlig ørn der kommer flyvende da Klavs kommer hjem og han skyder ham.
Klavs bliver draget af sit instinkt mod naturen, hvor han egentlig er bestemt til at leve, men ifølge Pontoppidans livsfilosofi er det miljøet der skaber individet, og derfor føler den at præstegården er dens hjem. Klaus kan mærke, at det faktisk er i naturen den hører til, men jo længere den kommer væk, jo mere længes den hjem.
Noget Pontoppidan gik meget op i og som H. C. Andersen også gik op i, var om det var arven eller miljøet der bestemte hvad man blev og fik udrettet i sit liv. Pontoppidan mente, at det udelukkende var miljøet der skabte individet, Andersen mente det var arven. Derfor sammenligner Pontoppidan sin egen historie “Ørneflugt” med “Den grimme ælling” skrevet af H. C. Andersen. Historierne er jo sådan set de samme, bare med forskelligt udfald. Hvor ørnen ikke bliver til ørn fordi den er vokset op i præstegården, mens svanen bliver alligevel en smuk svane selv om den er vokset op i en andegård.