Nyt hår og kunst
Jeg havde en rigtig god dag med min veninde forleden. Hun havde lige fået lavet nyt hår, og det var vildt flot. Det blev lavet hos Stylebox, og min veninde læste om Stylebox på http://daniellehoe.dk/everyday/mit-nye-har/stylebox. Om aftenen drak vi rødvin fra Kvickly og snakkede om store emner, og vi diskuterede bl.a. hvornår noget egentlig er kunst. Jeg har senere skrevet lidt tanker ned om det:
Kunsten belyser mennesket
Jeg mener dog stadig, at det er rigtig vigtigt, at man giver kunsten plads til at belyse menneskets skyggesider. Mennesket er skyggefuldt, og dette bliver vi mindet om hver eneste dag i fjernsyn, radio, aviser og hvad ved jeg. Medier som TV, aviser, radio osv., der er tilgængelige for alle i befolkningen, er langt fra skånsomme. Jo større skandale jo bedre. Jo mere brutalt jo bedre. Og det er næsten ikke til at komme uden om disse grusomheder. Kiosker stiller endda avisforsider ud på gaden, så ikke engang Ole på 3 år kan undgå død og ødelæggelse på vej til børnehaven. Hvis man ikke har lyst til at se Anders Breiviks syge idéer opført på de skrå brædder, kan man trods alt bare tage en tur i biffen i stedet for. Jeg ser ingen grund til, hvorfor kunsten så skulle skåne. Hvis noget er grusomt, er det bare grusomt. Hvis et stykke kunst er grusomt, er det pludselig amoralsk. Eller hvad. Kunsten er et produkt af den tid, den er skabt i. Skal vi krybe tilbage til romantikkens kunst med grønne enge og græssende køer, og så bare ignorere den eksploderede silo, hvis indhold nu drukner køer og landmænd og forpester markerne? Det er da uden tvivl en fristende tanke. Men jeg bilder mig selv ind, at vi er bedre end det.
Store oplevelser
Personligt har mine største kunstneriske oplevelser ikke haft samfundsdebatterende karakter. Mine største kunstneriske oplevelser har været musikalske, og der har oplevelsen i høj grad været, som tidligere beskrevet, euforisk. Måske er der nogen kunstformer, der egner sig bedre til samfundsdebatter end andre? Når man står til en koncert med ukendt musik, er indtrykkene så mange, at nogle af dem nok går tabt i forvirringen. Man kan ikke rigtig høre ordene, og man står og overvejer, om den kop, der lige kom flyvende hen over publikum, indeholdt øl eller urin. Hvis man som kunstner ønsker at sætte et alvorligt samfundsrelateret emne under debat, er billedkunst og litteratur måske bedre kanaler, idet modtageren her har ro og fred og kan give sig selv den tid, det tager at opdage, hvad kunstneren ønsker at sige. Jeg må dog indrømme, at jeg selv foretrækker at holde samfundsdebatterne ude af mine kunst-oplevelser. For mig er kunst noget åndeligt, og kunsten trækkes pludselig ned på et mere fysisk plan, hvis konkrete sager bliver belyst. Men dette er blot min mening. Kunst er det, der opstår imellem kunstværket og modtageren, og et enkelt kunstværk ændrer sig, alt efter hvilke øjne der kigger på det. Kunsten er et koncentrat af kunstnerens indre, og derfor må kunsten være ligeså broget som kunstneren selv. Derfor, ja, kunsten må gerne være samfundsdebatterende. Den må være om liv, glæde, død, sorg – hvis du spørger mig, er det nødvendigt, at kunst er tusind ting. Så bliver kunsten for alle. Både for de euforiske og de eftertænksomme.
